Dyrevelfærden skal forbedres

Dyreliv – om dyrene i landbruget
ARH 2026.

I takt med samfunds- og bygningsudviklingen verden over er grisen sammen med de fleste andre husdyr flyttet ind i stalde. For 1-2 generationer siden var det danske landbrug præget af små alsidige bedrifter, hvor der på hver enkelt gård fandtes både grise, køer, høns, heste osv., og hvor dyrene dagligt var udenfor. Der foregik kun lidt lokal avlsudvælgelse af dyrene.

Udviklingen af staldbygninger til landbrugsdyr og - fjerkræ er i de senere år gået mod større og større bedrifter, hvor dyrene konstant holdes indendørs. De største danske besætninger i dag rummer mange tusinde dyr.

Først i de sidste 70-100 år er en egentlig målrettet avl begyndt. Danmark har i mange år været et af de førende lande indenfor denne målrettede avl, som har udviklet sig til ekstrem avl med store dyrevelfærdsproblemer til følge. De danske landbrugsdyr er i dag systematisk fremavlede dyr, der fysisk er meget ændrede i forhold til deres forfædre, men som stadig har de oprindelige adfærdsbehov og -former.

Et af de primære mål har været at frembringe større og mere produktive dyr. Dvs. dyr der kan yde / producere mere og mere på kortest mulige tid og med så lille et foderforbrug og så få udgifter som muligt.

Staldene afspejler dette, der er ikke plads til energikrævende motion eller normal aktiv adfærd, og man accepterer ikke såkaldt ”spildtid”, hvor dyret ikke producerer noget.

De danske landbrugsdyr er generelt unge individer, da mange bliver ikke kønsmodne, før de slagtes eller kasseres. Det kan sammenlignes med børneinstitutioner, hvor individerne går tæt, er immunsvage og stressede og hygiejnen er lav, og hvor alle typer infektioner derfor stortrives og smitterisikoen er høj.

Eksempler på ekstremt avlede dyr:

• konstant æglæggende høner, som producerer et æg dagligt i nogle måneder, hvorefter de er slidt op og slagtes, og måske bliver til suppehøns og hønsesalat
• ekstremt hurtigtvoksende slagtekyllinger, der slagtes efter få uger med en abnormt stor krop og smerter ved bevægelse, de fleste ligger mest ned i dagene inden slagtning - også når de æder.
• ekstremt hurtigtvoksende slagtegrise, som også har smertefulde vækstlidelser. Branchen ønsker en vægttilvækst på over 1 kg dagligt i grisens sidste måneder, sådan at grisen kan slagtes når den efter ca. 6 mdr. vejer 100 kg.
• forældrehøns til slagtekyllinger, som sultes mens de vokser, fordi de skal kunne stå på benene når de senere skal parre sig
• søer, der må sultes mens de er teenagere, fordi de også har anlæg for at vokse ekstremt hurtigt, hvilket giver vækstsygdomme i led og knogler
• søer, der bliver drægtige med et unaturligt højt antal fostre, fordi der dermed bliver 1-2 ekstra slagtegrise pr. kuld, uagtet at mange underudviklede nyfødte dør og soens krop presses så hårdt at der opstår div. sygdomme og sodødeligheden er høj (men det kan betale sig!)
• malkekøer, der i perioder producerer så meget mælk at det svarer til at løbe 1,5 – 2 marathon om dagen
• en malkeko er både højtydende med mælk samtidig med at den er drægtig med næste kalv

Som direkte følge af den avl, fodring, pasning og opstaldning vi udsætter dyrene for, er der indenfor de sidste 50-70 år opstået en mængde sygdomme, som kaldes produktionssygdomme. Dvs. sygdomme, som er menneskeskabte, og for manges vedkommende er ukendte under naturlige forhold med normale, sunde dyr.

Disse mange sygdomme kræver ofte medicinsk behandling, hvilket Etisk Råd i en nyligt udkommet rapport kritiserede.

Det er ikke i orden at vi først gør dyrene syge, og derefter siger at vi behandler dem af dyrevelfærdshensyn.

Det store forbrug af div. medicin medfører udvikling af resistente bakterier med risiko for smitte til mennesker (der er i dag resistente bakterier i sandsynligvis alle danske svinebesætninger), og det medfører forurening af staldenes omgivelser og marker med bla. tungmetaller som zink og kobber, der også bruges som antibiotika, og som udskilles i dyrenes urin og afføring og spredes i et for offentligheden ukendt omfang med gyllen på markerne.