Svineramt? Bliv sagsøger I en principiel Retssag


Bliv sagsøger i en principiel retssag om naboers rettigheder

Foreningen Liv & Land arbejder på at rejse en retssag mod den danske stat.

Formålet er at få afklaret, om naboer til svinefabrikker i Danmark udsættes for så omfattende gener, at det kan være i strid med deres menneskerettigheder.

Vi søger i den forbindelse borgere, der ønsker at deltage som sagsøgere.

Baggrund for sagen

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter alle borgeres ret til privat- og familieliv samt respekt for hjemmet.

Denne beskyttelse omfatter også påvirkninger fra omgivelserne – herunder lugt, støj og anden forurening – hvis det griber væsentligt ind i den enkeltes mulighed for at leve et normalt liv i sit hjem.

Foreningen Liv & Land har i samarbejde med en advokat vurderet, at den nuværende danske praksis, hvor der i vidt omfang gives adgang til at etablere og udvide svinefabrikker, kan rejse spørgsmål om, hvorvidt naboers rettigheder i tilstrækkelig grad beskyttes.

Mange naboer oplever i dag f.eks. vedvarende lugtgener, støj og andre sansemæssige påvirkninger, helbredsmæssige gener, begrænsninger i dagligdagen og økonomiske tab, herunder fald i ejendomsværdi. Og dette er blot nogle af eksemplerne, som vi er bekendt med.

Retssagen vil være den første af sin art i Danmark.

Den skal afklare, om de samlede påvirkninger kan have nået et niveau, hvor staten ikke i tilstrækkelig grad lever op til sin forpligtelse til at beskytte borgernes ret til et sundt og værdigt liv i eget hjem.

Hvem søger vi?

Vi søger helt almindelige borgere, som oplever væsentlige gener ved at bo tæt på en svinefabrik.

Det er relevant, hvis du fx oplever:

  • Lugtgener 
  • Støj (herunder fra dyrene) 
  • Helbredsmæssige påvirkninger 
  • Begrænsninger i din hverdag (fx brug af have, udendørs ophold mv.) 
  • Trafikale gener og utryghed 
  • Økonomiske konsekvenser (fx fald i boligværdi) 

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis:

  • Du har boet på din adresse før en udvidelse af et svinebrug (fx efter 2018) 
  • Du tidligere har klaget over forholdene uden at få medhold 

Hvad indebærer det at være sagsøger?

Som sagsøger vil du:

  • indgå i dialog med advokaten om din situation 
  • bidrage med oplysninger om dine oplevede gener 
  • være villig til at stå frem med navn i forbindelse med sagen 

Sagen føres mod staten – ikke mod den enkelte landmand.

Du vil ikke blive konfronteret direkte med landmænd.

Alle henvendelser behandles fortroligt i den indledende fase.

Det er advokaten, der vurderer, hvilke sager der samlet set er bedst egnede til at indgå i retssagen.

Ansøg om at blive sagsøger

Hvis du mener, at din situation kan være relevant, er du velkommen til at sende en kort beskrivelse.

Hvorfor denne sag?

Sagen handler om at få afklaret et principielt spørgsmål:

Hvor går grænsen for, hvad borgere skal tåle i deres eget hjem?

Og lever den nuværende praksis op til de rettigheder, som alle borgere er sikret?