At bo på landet

For familier på landet har drømmen om tryghed, natur og fællesskab ændret karakter. Hvor der før var åbne marker og stille veje, risikerer man i dag at blive nabo til store svinefabrikker med massiv lugt, tung lastbiltrafik, ammoniak i luften og støj døgnet rundt. Børn kan ikke længere færdes frit på vejene, og en gåtur med barnevognen er risikofyldt frem for en fornøjelse. 

Industrilandbruget har forvandlet de åbne vidder til industrizone. Stadig flere oplever at deres boliger falder drastisk i værdi – i nogle tilfælde bliver husene usælgelige, fordi stanken og støjen gør dem ubeboelige. I flere kommuner har man måttet omlægge helårsboliger til flexboliger, der kun bruges som fritidshuse. Det svækker lokalsamfundene og udhuler kommunekassen. Tusindvis af mennesker lever i dag med konsekvenserne af en udvikling, hvor hensyn til uforstyrret familieliv og rimelig livskvalitet er blevet tilsidesat til fordel for de stadig større husdyrfabrikker.

Samtidig oplever borgere i landzonen, at den nuværende lovgivning ikke giver reel beskyttelse af dem, der bor i områderne. På papiret har vi rettigheder – og i Grundloven står der, at enhver har ret til et liv med frihed og beskyttelse. Men i praksis vejer svineindustriens interesser tungere end borgernes. Når en stor svineproduktion vil udvide, kan anlæg i dag placeres helt tæt på boliger – i nogle tilfælde ned til omkring 50 meter fra skel med loven i hånden.. 

De ramte familier forsøger at bremse udvidelserne ved at skrive høringssvar, klager og indsigelser til kommune og myndigheder. Men  gener som lugt, ammoniak, alger, støj og tung trafik anerkendes ikke som en væsentlig forringelse af livskvaliteten.

Resultatet er en magtesløshed hos beboerne: Man kan se udviklingen komme, man kan protestere, men man kan ikke få stoppet den.