Tak fordi du støtter vores arbejde og/eller læser med her.
Lidt om os:
Vi er en gruppe helt almindelige borgere, som har fundet sammen i håbet om at hjælpe hinanden – og vores lokalsamfund – mod en sundere fremtid på landet.
Mit navn er Mette Marie Kjær, og jeg er fungerende forperson i Liv og land.
I første omgang mødtes vi gennem foreninger, der arbejder for bedre dyrevelfærd i den animalske produktion. Særligt forholdene i grisestaldene blev et fælles omdrejningspunkt. For flere af os har det været svært at lukke øjnene for den behandling af levende væsner, der finder sted bag lukkede døre.
I dag arbejder vi med et bredere perspektiv. For vi kan ikke ignorere de alvorlige konsekvenser, som industrilandbruget har for mennesker, natur og livskvalitet i landdistrikterne.
Med de nuværende regler kan svineanlæg placeres helt ned til 50 meter fra nærmeste naboskel. Det har skabt store belastninger for mange familier – både fysisk og psykisk – og ændret livet på landet markant.

Vi står sammen
Vi står sammen, fordi vi ønsker et landbrug og et liv på landet, hvor både dyr og mennesker kan trives. Hvor hensynet til sundhed, fællesskab og fremtid vejer tungere end kortsigtet profit.
I Liv og land samarbejder vi med fagpersoner og vi har et tæt samarbejde med organisationer som Foreningen mod Svinefabrikker.
Vi er en non-profit forening baseret på frivilligt arbejde.
Retssag mod staten – hvad betyder det?
Liv og land arbejder aktuelt på at anlægge en retssag mod staten og relevante myndigheder med juridisk bistand fra advokat Nikolaj Nielsen fra Kontra Advokater.
Sagen vil tage udgangspunkt i konkrete menneskers oplevelser af gener ved at bo tæt på industrilandbrug. I første omgang vil retten vurdere, om disse borgeres menneskerettigheder er blevet krænket. Vi har pt. 2 familier fra Skanderborg der vil være de officielle sagsøgere samt en familie fra Tuse Næs. Vi vil gerne have flere sagsøgere og du kan læse på linket nederst hvad det betyder at være sagsøger. Vi hører også gerne fra dig hvis du har spørgsmål.
Selvom sagen juridisk set er konkret, kan den få større betydning. Hvis det viser sig, at de nuværende regler i visse tilfælde tillader krænkelser af naboers rettigheder, kan det føre til ændringer i lovgivningen. En dom kan dermed få konsekvenser for mange andre i lignende situationer.
Der er fortsat flere afklaringer i forhold til, hvilke myndigheder der konkret skal sagsøges, men forventningen er, at både kommunen og staten – herunder Miljøministeriet – vil blive involveret.
Arbejdet med sagen er i gang
- Et udkast til stævning forventes klar inden sommerferien
- Herefter søges der om fri proces
- Behandlingstiden er ca. 8–9 måneder
- Selve retssagen kan tage 1–1,5 år i første instans
Der er stadig mange ubekendte, men vi forventer at stå langt stærkere i løbet af de kommende måneder, når sagsøgerne er endeligt på plads, og de konkrete forhold er fuldt dokumenteret.

Sag om nitrat i drikkevand – Aalborg stævner staten
Aalborg Vand har anlagt en historisk retssag mod staten med et erstatningskrav på ca. 1,1 milliard kroner. Baggrunden er en mangeårig forurening af grundvandet med nitrat fra landbrugets gødning.
Forsyningsselskabet mener, at staten i over 30 år har undladt at leve op til EU’s nitratdirektiv, som netop skal beskytte drikkevand mod denne type forurening. Hvis reglerne var blevet håndhævet korrekt, kunne skaderne på drikkevandet i Aalborg ifølge sagen være undgået.
Konsekvensen er nu, at der skal investeres massivt i rensning af drikkevandet – en regning, som i dag risikerer at ende hos borgerne gennem højere vandpriser.
Med retssagen ønsker Aalborg Vand at få fastslået, om staten har et ansvar for udviklingen – og dermed også for de store omkostninger til at sikre rent drikkevand fremover.
Sagen kan få principiel betydning, da den rejser spørgsmålet om, hvem der skal betale, når miljøregulering svigter: staten, forureneren – eller borgerne.
Med de bedste hilsner
Mette Marie Kjær
Forperson, Liv og land